Halloween i Tivoli

I weekenden var vi et smut i København, for at besøge Halloween i Tivoli. Vi har slet ikke besøgt Tivoli denne sommer, så vi var lidt i underskud. Men traditionen tro skulle vi opleve deres Halloween pynt, og den stemning de havde skabt. Vi var teamet op med børnenes faster, som var kommet til hovedøen helt ovre fra dobbelt A. Det var en smuk men blæsende dag, heldigvis lå Tivoli i læ, så vi mærkede slet ikke vinden.

Traditionen tro var de største græskar udstillet foran Nimb, der var optræden på scenen, små huse med massere af uhyggelige snacks og drikkevare. Manden og jeg indtog lige årets første glögg, nøj det var godt – sidste år fik jeg heller ikke så meget glögg, for der fuld-ammede jeg Prinsessen. Jeg havde næsten glemt hvor lækkert varm rødvin er 🙂 Er I glögg mennesker?

Halloween i Tivoli

Halloween i Tivoli

Der var fuld gang i scenen, hvor Rasmus Klump også optrådte. Det var et kort stykke, hvilket kun er godt for så kunne børnene holde fokus. Der var et fugleskræmsel med i stykket, det virkede slet ikke skrammende på børnene – hvilket det jo ellers hurtigt kan blive for voksne. Specielt når det er mørkt, og de slæber fødderne efter sig…uhhh! Men som alle de andre år, mestrede Tivoli at kombinere det uhyggelige med det familiære og børnevenlige. Også selvom de måtte om døbe deres uhyggelige forlystelse, det lød nu noget fissent – “Det Hjemsøgte”. Det hjemsøgte hvad?? Måske de bare skulle havde kaldt den for “Den hjemsøgte forlystelse”, det ville da trods alt passe ind i en forlystelsespark. Halloween i Tivoli kører denne weekend med, og så holder de lukket indtil d. 18. november, hvor julen står for døren. Traditionen tro skal vi i Tivoli i julen, jeg skal kysse manden min under det store hjerte træ, som jeg gør hvert år. Jeg tror kun vi har misset 2 år, i de 15 år vi har været sammen.