Jeg er altid frisk på nye opskrifter, jeg leder stadig efter den opskrift, hvor jeg hver uge vil trylle det samme brød frem. I sidste weekend prøvede jeg det her brød, opskriften stod bag på en quinoa pose fra finax. Opskriften var ikke glutenfri, men det tryllede jeg den lige om til. Jeg kan mærke at jeg har fat i mange af principperne, så jeg tør godt eksperimenterer lidt. Brødet blev lidt massivt, så jeg tænker at jeg skal prøve en mel tilsat taft, så gæret får lov til at hæve rigtig fint. Den her boghvedemel med taft fra Semper bruger jeg ofte.

Jeg var lidt nysgerrig efter om quinoaen skulle koges først, eller om de blev tilberedt under bagetiden i ovnen. Jeg kan så afsløre at de ikke skal koge først, og de er tilberedte, men de kan knase lidt. De giver det bid som kerner giver i rugbrød – eller det er i hvert fald sådan som jeg husker rugbrød. Jeg kan godt lide der er lidt bid i brødet, eller noget at tygge på og det er der i det her brød 🙂

Men nu skal I jo have en opskrift, så I kan kaste jer over et skønt brød i weekenden 🙂

Opskriften på glutenfrit brød med quinoa

Du skal bruge:

25 g gær
3 dl vand
1 spsk. olie
1 revet gulerod
2 tsk. salt
100 g Quinoa
100 g Hirseflager
100 g Solsikkekerner
300 g Boghvedemel gerne en med taft – fx den fra semper.

Det skal du gøre:

Opløs gær i lunkent vand, og tilsæt resten af ingredienserne.
Ælt dejen i minimum 5 minutter, kom den derefter i en smurt bageform (1½ liter)
Lad hæve tildækket ved stuetemperatur i minimum 40 minutter.
Bag brødet 40 min. i en forvarmet ovn ved 200°C (varmluft 180°C) i midten af ovnen.

Jeg havde for meget dej i forhold til min lille brødform, derfor var der lige til 2 boller. Dejen fungere også fint til boller, tænker også at dejen vil fungere fint små flütes og brød til sandwiches.

Tip: Det færdigbagte brød kan med fordel fryses ned – eventuelt i skiver, så man kan tage en enkelt skive i ny og næ.

Se også nogle af bloggens andre glutenfrie opskrifter fx.

Glutenfrie koldthævede boller

Glutenfrie morgenboller

Glutenfrit havrebrød