I tirsdags var jeg som sagt til Deep Purple koncert, og da det ikke var den første, har jeg nogle favoritter, som jeg meget gerne vil høre live. Det første nummer jeg gerne vil dele med jer, er nok mit ynglings Deep Purple nummer, og jeg er faktisk så heldig, at jeg har hørt nummeret live i hvert fald 4 gange 🙂 Må ærligt indrømme at jeg ikke kan huske om det var med i 98, det er altså også nogle år siden efterhånden! Hush hedder nummeret, og er fra deres første album fra 1968, så det er en gammel fætter 😉

Det næste nummer er Highway star, et nummer jeg godt nok har danset til mange gange, både til koncert, på teenager værelset og når jeg er alene hjemme i dag – min mand syntes at det larmer noget…

Nummeret kom til i deres tourbus i 1971, en journalist spurgte hvordan de kom på nye sange, og for at illustrere det begyndte bandets guitarist Ritchie Blackmore (han er ikke længere en del af bandet) at spille et simpelt “riff” over et G. Det gjorde han om og om igen, så hoppede Ian Gillan (bandets sanger) ind med improviseret tekst. Det fungerede så godt, at nummeret blev spillet til deres koncert samme aften.

Vi hørte desværre ikke dette nummer i tirsdags….øv!

Det næste nummer blev spillet, og hedder Space Trucking men jeg kalder det altid for “Come on”, når du lytter til det ved du nok hvorfor 😉 Et nummer jeg syntes sætter festen godt i gang.

Black Night – kæmpe klassiker og en jeg da virkelig også har danset meget til. Jeg er ret vild med trommerne i dette nummer – jeg er ellers mest en guitar-pige 😉 Nummeret har jeg hørt live alle 5 gange, det er jo en klassisk som “smoke on the water”, men et nummer der er vægtet noget højere i min familie. Min far har opdraget os godt, vi jumper ikke rundt som tosser når det nummer bliver spillet, tvært imod talte vi om hvor sjovt det ville være hvis de ikke spille det. Derfor hopper jeg også let og elegant over det nummer, I kan jo også så let som ingenting finde det på youtube, endda i en piv-ringe Sussi og Leo udgave – nøj den er strid 😉 Men tilbage til Black Night.

Jeg slutter af med Speed King, et nummer der også giver vind i håret! I skal dog ca. 1,5 minut ind i nummeret før Speed King rigtig starter. Så smæk benene op lad rocken overtage for sidste gang i det her indlæg.

Jeg kunne blive ved med at diske lækre Deep Purple numre op til jer, men jeg ved ikke hvor godt i modtager det, derfor vil jeg gerne høre hvad jeres forhold er til Deep Purple? Og hvilke numre kender I??

God lørdag alle sammen 🙂