Vegansk glutenfri Snickers barer

November er world vegan month, og i mit bloggernetværk Bloggers By Heart er der vegansk tema på Instagram hele måneden. Det vil jeg selvfølgelig også være en del af, der vil jeg i november dele en vegansk opskrift vær uge. Jeg starter med en helt fantastisk opskrift på min favorit chokoladebar fra 90’erne. Den er fra den gang jeg bare spiste og ikke forstod hvorfor jeg blev syg og dårlig. Jeg spiste mange snickers den gang, og den her udgave både vegansk, mælkefri og glutenfri snickers minder mig om den gang. Bonussen er bare, at jeg ikke har fået ondt i maven.

Vegansk glutenfri snickers

Det skal du bruge:

100 g saltede peanuts

3 spsk peanutbutter – en af dem uden sukker og alle mulige unødige tilsætninger.

150 g bløde dadler uden sten

60 g god mørk chokolade – minimum 70%

1 spsk koldpresset kokosolie

Sådan gør du:

Start med at udstene og veje dadlerne, blend dem til en ensartet masse med en stavblender. Hvis dine dadler ikke er bløde og saftige, kan du tilsætte 1-2 spsk kogt vand og blend. Tilsæt derefter peanuts og peanutbutter og blend det let, til massen er ensartet, men grov i udtrykket. Der må godt være lidt bid og knas i.

Beklæd et lille fad eller en aflang form med husholdningsfilm, og fordel massen heri. Fadet stilles på køl, imens chokoladen og kokosolien smeltes i vandbad. Når chokolademassen er flydende og bladet sammen, fordeles den som top på massen i fadet. Brug en dejskraber til at fordele chokoladen helt ud til hjørnerne, drys eventuelt med peanuts. Stil fadet tilbage på køl.

Når massen er helt kold og chokoladen størknet, skæres snickersne ud i den ønskede størrelse. Opbevares i en lukket beholder på køl. Så er der en glutenfri snickers til den søde tand 🙂

Andre lækre opskrifter

Du kan finde andre lækre opskrifter i denne måned på Bloggers By Hearts Instagram. Du er også velkommen til at kigge mine opskrifter igennem, og hvis du lige som mig er vild med peanutbutter, burde du prøve de her.

Skriv et svar